Create Denmark er stiftet af Danske Dramatikere, Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Artist Forbund, Dansk Filmfotograf Forbund, Dansk Journalistforbund, Dansk Musiker Forbund, Film- og tv-arbejderforeningen, Danske Scenografer og Danske Sceneinstruktører. Create Denmarks primære opgave er at indgå aftaler vedrørende on demand udnyttelse af danske dramaserier og andre audiovisuelle produktioner på vegne af mange tusinde kunstnere.

 

Create Denmark ønsker igennem et bredt samarbejde at skabe værdi for rettighedshaverne og derved værne om rammerne for dansk kultur og kunstnerisk kreativitet i en digital verden, hvor udbredelsen af streamingtjenester ændrer vores forbrugsvaner og den måde, vi konsumerer film, serier og andet indhold.

I henhold til § 8 i Danske Dramatikeres vedtægter har medlemmer af Danske Dramatikere overdraget en eneforvaltningsret på udvalgte områder til forbundet med den konsekvens, at forbundets medlemmer ikke kan fraskrive sig disse rettigheder med bindende virkning i individuelle aftaler med fx en producent eller streamingtjeneste.

I samarbejdet i Create Denmark har vi derfor siden 2017 arbejdet for at sikre en model for rettighedsbetaling på streamingområdet lig den, der findes på flow-tv. Det vil sige en model, der sikrer, at man som rettighedshaver får en løbende betaling, når nogen tjener penge på det indhold, man har været med til at skabe. Kort sagt: Bliver en serie en stor kommerciel succes på det internationale streamingmarked, skal man som rettighedshaver selvfølgelig have en andel i denne succes.

Det er grundtanken i Create-samarbejdet, at vi ikke ønsker at udhule den danske rettighedsmodels deling af risiko og succes og se den erstattet med de frikøb af rettigheder, som mange streamingtjenester kræver, fordi det passer deres forretningsmodeller bedst. Frikøbet markerer nemlig et farvel til forholdet mellem betalingen for en kunstnerisk indsats og den potentielle indtjening. Det mener vi ikke kommer kunstnerne til gode, og vi mener heller ikke, at det tjener til at vedligeholde et sundt og aktivt produktionsmiljø her i landet.

 

Forbundet og de øvrige organisationer i Create Denmark har i løbet af 2022 indgået rammeaftaler med Viaplay, TV 2 og Netflix.

 

Du kan læse mere om Create Denmark her eller kontakt Sekretariatet.