Stig Thorsboe (1948-2026) var en ubestridt hovedperson i historien om dansk tv-dramatik. Først sammen med broren Peter og sidenhen hustruen Hanna Lundblad har han stået bag en imponerende del af de største danske tv-serier. I 2021 modtog han Danske Dramatikeres Hæderspris sammen med Hanna Lundblad, Mai Brostrøm og Peter Thorsboe. I Danske Dramatikeres Historier fra 2022 interviewer Jacob Wendt Jensen Thorsboe om hans professionelle liv.

 

Stig Thorsboes karriere som forfatter til TV-serier er lang, men han lærte tidligt, at han ikke kunne arbejde efter andres anvisninger og idéer. Han har også lagt samarbejdet med episodeforfattere bag sig og fremhæver i stedet vigtigheden af mødet og samarbejdet med dramaturgen og forfatteren Hanna Lundblad, der siden blev hans kone. Samt vigtigheden af også at være producent på egne serier.

Kimen til karrieren som manuskriptforfatter blev lagt i en toværelses lejlighed i 1950’erne. Der var halvandet år mellem Stig og hans storebror Peter, og de boede sammen med deres mor på Ålekistevej i Vanløse. Deres far begik selvmord, og deres morfar passede sit meget præcise arbejde på samme togstation i omkring 50 år.

– Det er egentlig en mærkelig måde at tilbringe sit arbejdsliv på, men min morfar havde et stort indre liv, så han kunne ikke lade være med at fortælle historier hele tiden og dem blev vi forlystet af. Han var ikke skrivende, det var ingen i familien, men da jeg selv blev tvunget til at sætte ord på papir, i sjette klasse tror jeg, var der en verden, der åbnede sig. Det var vanvittig lystfyldt og gav mig for første gang en følelse af, at skolen også kunne byde på noget godt,” siger Stig Thorsboe.

Peter og han støttede hinanden i at ville skrive historier. De læste Kretschmers psykologiske typologi, før de var gamle nok, for de ville bare skrive til teater, TV eller film. De kom begge to ind på Filmskolen i 1980. 

– Men inden da var jeg omkring universitetet et par år, før det gik op for mig, jeg var fejlanbragt. Jeg begyndte i stedet at arbejde sammen med Peter, der tidligt havde været i gang med at skrive og instruere teater og kortfilm. Sammen nåede vi at skrive en roman og tre skuespil, før vi vendte os mod filmen,” siger Stig Thorsboe.

 

Legekammerater med Balling

Brødrene skrev et bud på en moderne komedie, og sendte den til Erik Balling på Nordisk Film. Det var før, den store gamle bjørn af en mester lavede sin sidste film ’Midt om natten,’ men lige efter ’Olsen-banden’ var sendt på pension, og ’Matador’ var færdigindspillet. Deres manuskript blev efter Stig Thorsboes udsagn maltrakteret og endte som noget helt andet end planlagt, nemlig filmen ’Kurt og Valde’ (1983), men det må man ifølge Thorsboe også til dels acceptere som ny i branchen.

– Vi blev inviteret til møde, hvor jeg kan huske Balling sagde: ’Vi har kaldt jer herud for at fortælle, hvorfor vi ikke vil lave jeres film’, og han fulgte op med et formanende: ’Der er 30 film, der skiller os’. Dengang tænkte jeg, at det i grunden var pudsigt, at han havde behov for at sige det, for det vidste vi jo alle sammen godt. Men så var banen ligesom kridtet op. Han var mesteren, vi eleverne. Selv om han tilføjede, at det de havde brug for var nogle legekammerater.
– Balling var selvfølgelig stor i vores verden, det var derfor vi sendte vores film til ham. Vi følte os beslægtede med det han lavede. Han har nok tænkt, at her var to fyre, der ad åre kunne bibringe dem et eller andet. Balling havde ikke meget til overs for Filmskolen, fordi han mente, man bedre kunne lære tingene i selve branchen, men han var samtidig en mand, der havde brug for hjælp til idéer, selv om han meget nødigt ville indrømme det.”

Stig Thorsboe og hans bror følte, at de selv stod for en lidt mere subtil form for humor end mestrene Erik Balling og hans manuskriptmakker Henning Bahs.

– Balling og Bahs gik helt ind til benet på en anden måde, og det har jeg taget til mig i en vis grad. Hvis du går efter komedien, så gå efter den. Og så er jeg nok med tiden kommet til at ligne Balling, når det gælder metoden på den måde, at det der bliver skrevet, er det der skal indspilles. Dialogen er ikke til diskussion, men til forløsning. Samme tradition som hos den engelske dramatiker Dennis Potter og som Ingmar Bergman for den sags skyld også er rundet af. To fantastiske sceneskrivere.”

Peter og Stig Thorsboe hjalp blandt andet Bahs og Balling med at skrive afsnit til TV-serien ’Anthonsen’ (1984), hvor Ove Sprogøe spillede en aldrende detektiv, men efter nogle år måtte de videre. 

 

Landsbyen og Taxa

De første store fodaftryk som serieskabere satte Thorsboe-brødrene med ’Landsbyen’ der blev lavet 44 episoder af i årene fra 1991 til 1996. Serien blev samlet op af DR, da den blev en decideret føljeton, men var i sin tid bestilt af TV 2 Øst, der var en af TV 2’s dengang ret nye lokalstationer, hvor man ville mere end sende nyheder.

– Vi fik en forespørgsel fra stationen, om vi havde lyst til at skrive drama til dem. Eneste krav var, at det skulle udspille sig på landet i stationens lokalområde, så rammerne blev en landsby. Peter og jeg var på den tid optaget af familieløgne og valgte det som seriens gennemgående tema, eller det vi mellem os kaldte for ’bånd og bindinger’. Familiebåndet som det gode, bindingerne som det, man skal frigøre sig fra.”

Erik Ballings assistent fra Nordisk Film, Tom Hedegaard, instruerede, og Stig og Peter sprang buk over hinanden og skiftedes til at skrive et afsnit hver af serien til og med afsnit nummer 18. Da serien derefter blev overtaget af DR, inviterede man andre forfattere og instruktører ind. Peter Thorsboe havde lyst til at lave en spillefilm, og Stig Thorsboe fortsatte som ene hovedforfatter på de sidste 14 afsnit.

Kort tid efter blev han spurgt, om han ville være hovedforfatter på DR’s store satsning ’Taxa’ (1997), der efter en tyvstart med en gruppe forskellige forfattere var kuldsejlet med en fornemmelse af for lidt sammenhæng. Det blev til 56 afsnit med adskillige episodeforfattere som for eksempel Adam Price, Anders Refn (der også var konceptuerende instruktør), Søren Sveistrup, Peter Thorsboe på et par afsnit, Dunja Gry Jensen og Nikolaj Scherfig.

– Jeg ville gerne tage opgaven på den betingelse, at jeg måtte lave serien på min egen måde. Jeg gik derefter i gang med at definere serien helt forfra til dels sammen med Hanna Lundblad, som jeg havde mødt under arbejdet med ’Landsbyen,’ da hun blev knyttet til serien som dramaturg. Her blev indledt et frugtbart samarbejde, som vi nu fortsatte på ’Taxa’ og efterhånden også privat. Episodeforfatter-modellen fortsatte jo også, men med skiftende held. Det gode ved modellen er, at forskellige forfattertemperamenter mødes og bidrager med hver deres i storyline-rummet. Det havde en nutidig storbyserie med høj puls og mange forskellige historier som ’Taxa’ stor glæde af. Men det var min rolle som hovedforfatter at indpasse de mange historier, vi sammen havde skabt i serien, give det en egalitet, en sammenhæng på langs. Det betød, at jeg skrev meget om for at få det derhen, jeg ville. Ikke særlig tilfredsstillende for nogen af parterne. Jeg fandt efterhånden ud af, at det bedste resultat kom med 2-3 gennemgående episodeforfattere, hvilket DR også har brugt i efterfølgende serier. Så ’Taxa’ var på flere planer en learning by doing. Men blev for mit vedkommende sidste gang, jeg brugte modellen. Siden da har Hanna Lundblad og jeg skrevet vores serier sammen og alene.”

 

Store og små plot

Temaet i ’Taxa’ havde form som et spørgsmål: ”Skal man blande sig, eller skal man blande sig udenom?” Et dilemma taxachaufførerne ofte kom til at stå i som følge af deres menneskemøder.

– Den måde de lavede TV-serier på i USA, var en stor inspiration. Særligt fascinerer det sådan en som mig, fordi forfatterne har en fremherskende position, hvor de ofte er executive producers. Jeg var ikke selv i USA, men det var flere af de andre på produktionen som for eksempel Anders Refn. ’NYPD Blue’ er blot en af referencerne. Refn lagde en god bund med de første tre afsnit rent visuelt, og sammen med musikken gav det ’Taxa’ en moderne puls,” siger Stig Thorsboe.

Hanna Lundblad var redaktør på ’Taxa,’ og det blev naturligvis til en tæt dialog med hovedforfatteren, og de lærte begge to meget af at stå med så massiv og langstrakt en produktion.

– Vores samtaler gik især ud på, hvordan vi skulle blande kortene, og hvordan vi kunne holde gryden i kog, så serien hele tiden var spændende at se. I ’Taxa’ arbejdede vi ikke alene med A-, B- og C-plot – men også ofte med D- og E-plot. Her gælder det så kunsten at balancere det hele. At få de små plot til at leve nok uden at glemme A- og B-plottet. Hvordan etablerer man fire eller fem plot og får dem til at leve på kun 40 minutter? Det er muligvis elementært, men vi brugte lang tid på at få rytmen til at indfinde sig. Vi var nødt til at opfinde det maskineri selv, og det synes jeg, vi har taget med os i vores andre serier.”  

 

Krøniken og hovedstolen

Efterhånden var samarbejdet mellem Peter og Stig Thorsboe udfaset. De havde brugt hinanden op i karrierens første år, og de ville arbejde på forskellige måder. 

– Vi er jo meget forskellige. Det giver en nødvendig dynamik i et hvert samarbejde, men vi var efterhånden tiltrukket af forskellige genrer, og så er det vist ikke så afgørende for Peter at være inde i alle mulige andre beslutninger om en TV-serie, som det er for mig.”

Peter Thorsboe skabte siden ’Rejseholdet,’ ’Ørnen’ og ’Livvagterne,’ de to sidste i samarbejde med sin kone Mai Brostrøm. Og Stig Thorsboe tog, efter at have skrevet nogle afsnit til ’Rejseholdet,’ fat på sin egen serie ’Krøniken’ sammen med Hanna Lundblad. Samtidig med at han involverede sig som producer på de ting, han skrev, for at få mere kontrol over slutresultaterne. 

’Krøniken’ lignede en efterfølger til Lise Nørgaard og Erik Ballings klassiker ’Matador, men det er nu en tilfældighed, at den ene handlingsmæssigt begynder i årene efter den anden stoppede, bedyrer Stig Thorsboe.

– DR drømte om at få en ny historisk serie, og ’Matador’ var så den, man kunne referere til. En overgang var 1970’erne på tale, men jeg ville gerne ned i den tid, hvor min mor og far var unge, så jeg tog udgangspunkt i min egen familie og min fars selvmord. Jeg tog af hovedstolen, som man siger. Det kan man kun gøre en gang. Jeg forsøgte at få min farfar og min far til at tale sammen, kan man sige. Serien havde altså et personligt udgangspunkt samtidig med, at den var meget andet selvfølgelig. Jeg var ret glad, da jeg fik idéen om fjernsynsfabrikkerne, fordi jeg hele min barndom fra Vanløse Station så over på Linnet & Laursen, der var en af datidens omkring tyve fjernsynsfabrikker. Det holdt mig på en eller anden måde fast i det barndomsland, jeg tog afsæt i.”

 

Det evige menneskeliv

Stig Thorsboe var i tvivl om fjernsynsfabrikkernes storhed og fald var for meget i netop en TV-serie, men holdt fast i idéen.

– Jeg var fascineret af kontrasten mellem velfærdsstatens vilde optur efter Anden Verdenskrig og radio-fjernsynsfabrikkernes samtidige nedtur, da konkurrencen fra Tyskland og Japan slog dem alle på nær B&O ihjel. Midt i en historie, hvor en far driver sin søn til selvmord, selv om han gør det med de bedste intentioner. Historien om patriarkatets svanesang og et meget tidligt og uforløst ungdomsoprør, som man så det 1950’ernes film, hvor James Dean spiller den unge fyr, der siger ’Fuck you’ til faderskikkelserne.”

’Krøniken’ blev en stor og populær historisk serie, hvor et af afsnittene blev set af 2,7 mio. seere. Seertal der godt kunne minde om de første gange, man sendte ’Matador’ på DR, men tal der ikke længere kan opnås i dag, hvor flow-TV er en mindre størrelse.

Lundblad og Thorsboe lavede derefter ’Lykke,’ som de kaldte for en depressionskomedie.

– Vores tagline var ”Du kan planlægge alt, undtagen tilfældet,” og det var en satire over lykkesamfundet med fokus på en dysfunktionel kommunikationsafdeling på en medicinalvirkomhed, der producerer lykkepiller. I centrum havde vi et tvillingepar, Lykke og Thomas, hun hysterisk omstillingsparat og klar til at gøre karriere, han depressiv. En ret vanvittig komedie, hvor alle afsnit havde titel fra et dyr, der hver gang kom på tværs af alle planerne som en undertrykt instinktverden. 

Ret syret og sjovt, syntes vi selv. Og vist også de halvanden million der så med hver søndag de to sæsoner, serien kørte. Vi møder stadig mennesker, der siger, det er den sjoveste
corporate satire, de har set.”

 

Har aldrig været sjovere

Egentlig har Stig Thorsboe, ud over at producere, også haft lyst til at instruere TV-serier, og han havde gjort det, hvis bare han ikke hele tiden sad og skrev. Det tager fem uger at skrive et afsnit af for eksempel ’Badehotellet,’ der er Lundblad og Thorsboes sidste nye store succes, der i skrivende stund er sendt i hele otte sæsoner.

– Da vi har lavet ’Lykke’ færdig til DR, spurgte TV 2, om vi ville udvikle en serie til dem. Det tænkte vi over og præsenterede dem så for ’Badehotellet,’ som de valgte at sætte i produktion et år før tid.  Hanna og jeg lavede vores eget firma, som har været medproducenter af serien fra første afsnit. Vi valgte at lægge serien i mellemkrigsperioden, hvor vi følger tjenestefolk og ikke mindst det rige borgerskab, der alle er mest optaget af egne problemer, mens verden er på vej mod katastrofen. Vi var til dels inspireret af Jean Renoirs film ’La Règle du jeu’ (”Spillets regler,” red.), hvor der afholdes dommedag over borgerskabet med meget løftet skuespil. Det løftede spil i ’Badehotellet’ faldt en del anmeldere for brystet de første sæsoner, derimod aldrig seerne, der var med helt fra starten,” siger Thorsboe.

De to forfattere kan lave ’Badehotellet,’ som de helt selv vil. Hans Fabian Wullenweber har instrueret alle sæsoner og har ifølge Thorsboe ingen problemer med, at forfatterne har så stor indflydelse på det endelige udtryk.

– Det er jo sådan, TV-serier er blevet produceret i USA i umindelige tider. Hanna og jeg er executive producere og har final cut i klippebordet og final say om alt kunstnerisk indhold. Det vil sige, at alt går gennem os, men det er vigtigt at understrege, at uden Fabians instruktion og forløsning af teksten var det ikke ’Badehotellet.’ Jeg tror, han og vi er enige om, at det aldrig har været sjovere at være involveret i en TV-serie. Selvfølgelig godt hjulpet af, at så mange seere har lyst til at se med,” siger Stig Thorsboe.

Spørger man ham, om han har et skud mere i bøssen efter ’Badehotellet,’ nøler han lidt, før han siger:

– Jeg tænker da, at jeg har lyst til at skrive en helt anden historie, mens jeg stadig trækker vejret. Der kommer jo altid et tidspunkt, hvor stoffet er brugt op, og der er andre idéer der presser på. Men indtil nu er det lykkedes at komme af med de idéer i den ret så rummelige multi-plot-ramme, som ’Badehotellet’ er. Så nu må vi se.” 

 

Andres anvisninger

Da Stig Thorsboe fortæller en anekdote om, hvordan han engang skulle leje et sommerhus for at arbejde på ’Krøniken’, og manden der skulle give ham nøglen spurgte: ’”Hvor mange afsnit kan du så skrive på en uge?,” kommer Stig Thorsboe næsten til at grine, selv om han gennemgående virker som en alvorlig mand.

– Jeg måtte svare, at jeg nok kunne nå at lave den ene storyline færdig, som jeg allerede havde arbejdet på i fjorten dage. Det tager tid at grave sig ned i det, jeg kalder ’det evige menneskeliv’ og beskrive det. Altså det her med at kigge på historien og se på fortiden for at blive klogere på det liv, vi lever i dag. Det er samtidig forbløffende, hvor lidt der ændrer sig ved vi mennesker. Hvor meget kernen er den samme, selv om tiderne skifter,” siger Stig Thorsboe, der i dag har den portion erfaring Erik Balling havde, da de mødtes for fire årtier siden:

– At sidde og skrive på andres anvisninger gør, at ingen bliver tilfredse. Du møder så mange ’kloge mennesker’ og redaktørtyper undervejs, der ikke selv har haft fingrene nede i skrive-

dejen. Og det er fint og logisk med modgang og arbejde på en masse forskellige projekter, når du begynder i branchen, men det, de andre drømmer om, kan du alligevel ikke levere. Du flytter dig i stedet fra, hvor din energi oprindeligt lå og ender i et kompromisernes kompromis. Mit gemyt siger: ”Jeg har det her at byde på, hvis I altså vil have det.” Og for mig er det lykkedes nok gennem årene til, at jeg har fået et publikum i tale. Man må finde sin egen stemme. Det er jo i al sin enkelhed det, det går ud på, det at skrive.”

Stig Thorsboe havde allerede sansen for sin retning tidligt i karrieren, da Peter og han blev tilbudt at skrive med på DR’s ’Ugeavisen’ (1990). Det var et forsøg på at lave en soap på dansk ud fra britisk forbillede.

– Serien skulle laves meget hurtigt, og man indkaldte 30 forfattere, der kunne skrive på skift. Peter og jeg var med til præsentationsmødet, hvor man i ramme alvor stod og sagde: ’Det skal jo ikke skrives med hjertet.’ Vi gik hjem. Hvis ikke det skal skrives med hjertet, hvad fanden skal det så?”