Drama i Diamanten tager dansk tv-dramatiks arvesølv under behandling, når Lise Nørgaards MATADOR kommer på scenen i Dronningesalen i rå, krystalliseret form, uden scenografi og rekvisitter, men med fire af landets allerdygtigste skuespillere.
MATADOR er et af den sene del af det tyvende århundredes absolutte dramatiske hovedværker, der for alvor gør brug af tv-seriens plads til at lade mange små og store fortællinger og tematikker spille sammen.
Som med de tidligere udgaver af Drama i Diamanten inviterer vi desuden landets dramatikere til at komme med et bud på en nyskrevet dramatisk tekst, der går i dialog med aftenens klassiske værk.
Med en tidsbegrænsning på 40 minutter beder vi denne gang om et stykke Danmarks historie der tager sit udgangspunkt, ikke i brætspillet MATADOR, men i brætspillet LUDO.
Kort sagt: Hvis tv-serien MATADOR låner sit pitch fra sin navnesøsters fokus på by og handel, hvilken historie og hvilket samfund frembringes af LUDO?
Indsend din idé-skitse (på højst 1 A4-side eller 2500 anslag), der beskriver plot og centrale karakterer i et stykke nyskrevet dramatik med endelig spilletid på ca. 40 minutter, der kan opføres af fire skuespillere ligeligt fordelt på køn.
Indsendte pitch vil blive vurderet anonymt af en udvalgt jury, og vinderen vil modtage en bestilling på et drama af 40 minutters varighed, der honoreres med 40.000 kr.
Pitchet skal sendes til [email protected] senest den 3. august 2026. Den udvalgte dramatiker får besked snarest efter.
Premiere 16. november.
Drama i Diamanten er Det Kongelige Bibliotek og Danske Dramatikeres fejring af dansk dramatik og Danmarks dramatiske DNA i Dronningesalen i Den Sorte Diamant, hvor vi kobler en nyskrevet dramatisk tekst til en klassiker fra den danske dramatiks historie.