Per Schultz (1944-2026) var aktiv i Danske Dramatikere i en menneskealder. Han kom første gang i bestyrelsen i 1978 og sluttede sit foreningsvirke med en formandsperiode fra 2009-2011. I 2014 modtog han Danske Dramatikeres Hæderspris. I Danske Dramatikeres Historier fra 2022 interviewer Jacob Wendt Jensen Per Schultz om hans rolle i den rettighedskamp, der har været omdrejningspunktet for Danske Dramatikeres arbejde siden 1906.

 

CV’et, som Per Schultz skubber hen over bordet med et listigt smil, fylder fem sider. Han debuterede tilbage i 1968 og har haft en finger med i både teater, TV-Teatret, Radioteater, børne-tv og alskens andre dramatiseringer. Og ikke nok med, at han har været kreativ, så har han altid haft flair for det administrative.

”Jeg er altid endt i bestyrelsen. Nok fordi jeg er god til den slags arbejde. De fleste dramatikere er ikke så administrerende, at det gør noget. De er mere, hvad skal vi sige, fiktive i det. Og hvorfor skulle de også interessere sig for det administrative, når de kan få andre til at tage sig af det, som for eksempel et forbund? Mit arbejde i bestyrelsen har ofte været noget tæppehandler-prangeri, men jeg har haft en vis tilfredsstillelse ved det, når der kom noget fornuftigt ud af forhandlingerne.”

Sådan siger Per Schultz i dag. Han er født i 1944, og han er for længst gået på pension, og hans personlige arkiv måtte lade livet efter en oversvømmelse i kælderen. Heldigvis fejler hukommelsen ikke noget.

 

Turbo efter Mærsk

Før Schultz kom i bestyrelsen første gang i 1970’erne, var der allerede etableret aftaler mellem Danske Dramatikere og teatrene og tillige en med Danmarks Radio, der havde monopol på tv dengang.

”Jeg vil ikke sige, at aftalen med Danmarks Radio var overdådig, men den var god, for dem hvis arbejde blev antaget. Det var en meget detaljeret overenskomst. Der var stor forskel på hvilken genre man skrev til. Det fineste var TV-Teatret og Radioteatret, mens børneteatret var ringere betalt og filmaftalerne først kom med efterhånden,” husker Per Schultz.

Kongstanken om at ”enhver udnyttelse er noget værd” var allerede på hjernerne i branchen, men det var paradoksalt nok rederiselskabet Mærsk, der fik sat turbo på rettighedstankerne. I container-koncernen var man begyndt at sende blandt andet tv-udsendelser på VHS-bånd med posten til de ansatte på rederiets containerskibe, så de kunne få noget underholdning, når de havde fri. Det førte til etableringen af COPYDAN-foreningen TV TIL SØFARENDE i 1977 med rettighedsadvokat Halvor Lund Christiansen i spidsen.

I årene efter blev der stiftet i alt seks af den slags selvstændige organisationer under COPY-DAN-paraplyen med andre overskrifter som Undervisningskopier, AVU-kopier, Kabel-tv, Billedkunst og Erhvervskopier. I første omgang blev 12 rettighedsorganisationer medlemmer af COPYDAN, og med tiden blev der samlet 29 organisationer af vidt forskellig størrelse og beskaffenhed – men alle med medlemmer, der er med til at skabe de kunstneriske produkter. Blandt dem kan ud over Danske Dramatikere nævnes Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører, Danske Sceneinstruktører og Dansk Musikerforbund. Det er mange, og som Ebbe Dal, adm. direktør i Danske Dagblades Forening og tidligere formand for COPY-DAN formulerede det i foreningens 25 års jubilæumshæfte fra 2002:

”Der findes endnu mere naturstridige ting end humlebien, der kun flyver, fordi den ikke ved, at det er en fysisk umulighed. COPY-DAN er i virkeligheden en tak længere ude. COPY-Dan flyver nemlig, selv om den ved, at det burde være en umulighed at skabe så meget enighed mellem så forskellige ejere.”

 

Slagsmål om andele

Per Schultz indrømmer, at man i Danske Dramatikere var lidt overraskede, da Halvor Lund Christiansen dukkede op med sine ideer om at etablere COPY-DAN:

”Vi var lidt tøvende, men det har jo vist sig, at det var der ingen grund til, for det er i mellemtiden blevet til et milliardfirma. Jeg har altid påstået, at grunden til, at jeg kom med til forhandlingerne og blev formand, var fordi jeg var den eneste i bestyrelsen, der havde søfartsbog,” siger han i spøg med henvisning til Mærsk, inden han fortsætter:

”Men det var selvfølgelig i virkeligheden, fordi en væsentlig del af de bånd, der kom afsted, var TV-dramatik. Og derfor havde de brug for en, der kunne se passende indigneret ud over for Kulturministeriet og Mærsk. Vores organisation drev forhandlingerne, og der dukkede hurtigt andre interessenter op, selv om der ikke var ret mange penge i det til at begynde med. Men der var det princip, at enhver udnyttelse var noget værd.”

Og derfra begyndte så allerede slagsmålet om, hvordan rettighedspengene skulle fordeles mellem de forskellige faggrupper.

”Man kan næsten forestille sig, hvordan det er, selv om man ikke har været med ved forhandlingsbordet. Skal skuespillerne have mere, fordi de er flere end manuskriptforfatteren? Musikerne mener, der ligger musik under det meste. Og så videre derudaf. Og så er der hele spørgsmålet om, hvornår og hvordan man skal ændre fordelingen i forhold til ændringer i mediebilledet? Men forhandlingerne er nødt til at slutte på et eller andet tidspunkt, om ikke andet via en voldgift, ellers fik ingen jo noget ud af det. Man har ofte fundet den form for retfærdighed, hvor alle føler sig uretfærdigt behandlet. Simpelthen fordi ingen vil genforhandle og dermed risikere at få mindre, end de allerede har,” siger Per Schultz, og fortsætter:

”Dramatikernes første del af kagen var forholdsvis rimelig i forhold til mediebilledet i 1970’erne. Ordningen har dels givet mange penge til dramatikerne, men også vældig mange penge til forbundets arbejde, fordi de får en administrationsafgift, som gjorde, at man kunne ansætte flere jurister, og dermed hjælpe medlemmerne endnu mere end tidligere. Men jeg må sige, at siden da har alle tv-serierne og mere og mere dramatik gjort, at fordelingen ikke længere svarer til mediebilledet, og  dramatikernes andel er efter min mening blevet for lille.”

 

Da forbundet tog fejl

I anden halvdel af 1980’erne avancerede Per Schultz i rækkerne hos DR, og blev souschef i B&U-afdelingen, hvorefter han i en periode befandt sig på den anden side af forhandlingsbordet og måtte forhandle mod sine gamle kolleger fra 1988 og frem til år 2000 som både redaktionschef på Børneredaktionen og chef for co-produktioner.

”Jeg kunne jo ikke så godt sidde på begge sider af bordet og både være sælger og køber, selv om det selvfølgelig ville gøre mange ting lettere. Jeg forlod derfor bestyrelsen i DDF og blev medlem af chef-foreningen i DR. I den tid kom et nyt vendepunkt. Mediebilledet havde ændret sig. Blandt andet fordi TV2 var dukket op. DR ville derfor opsige den eksisterende overenskomst, fordi de ville genudsende meget mere, og man syntes det var for dyrt efter de gældende regler. Jeg forstod godt Danmarks Radios behov, og det var faktisk ikke noget dårligt nyt tilbud, der kom fra DR, men forbundet ville ikke acceptere det,” siger Per Schultz.

I Danske Dramatikere var man mere tryg ved den gamle overenskomst.

”Der syntes jeg simpelthen, at man tog fejl og glemte at se virkeligheden i øjnene. Man tjener jo ikke nogen penge, hvis dramatikken kun ligger i arkivet så at sige. Der havde man en manglende erkendelse i DDF, fordi DR faktisk ville betale ret mange penge for yderligere rettigheder. Jeg har glemt, hvad formanden hed, men det var dumt. Resultatet blev, at Rumle Hammerich, der var chef for TV-Teatret bare sagde, at han ville lave individuelle aftaler med de dramatikere, hvis ting han ville producere. Det var et alvorligt knæk, for det gør jo forhandlingerne meget vanskeligere, hvis man skal forhandle hver enkelt aftale. Siden da har man i en lang periode ikke haft en egentlig overenskomst med DR.”

 

Verdens-tv blev trumf

I en årrække levede meget af den danske dramatik dermed et meget stille liv i arkiverne.

”Rigtig mange af de gamle ting led arkivdøden dengang. De eksisterede, men de blev ikke brugt. Uanset hvor meget folk råbte på genudsendelser af dramatik forfattet af Leif Panduro og Klaus Rifbjerg, skete det ikke. Og da der omsider blev åbnet for, at den slags kunne genudsendes, virkede de pludselig forældede, og det var på mange måder synd. I hele den periode hvor de ting lå på lager, kostede de ikke DR noget, men de skabte heller ikke penge til dem, der havde skrevet værkerne. DR satte hellere nye ting i gang på individuelle aftaler. Der manglede simpelthen en erkendelse af, hvordan mediebilledet så ud, og det er det værste, der kan ske for et forbund af vores slags. Man glemte, at der er noget der hedder ’The long tail’, de mindre løbende indtægter der med tiden godt kan løbe op.”

Da Per Schultz holdt op i DR, blev han spurgt, om ikke han ville vende tilbage og passe sit gamle COPYDAN-arbejde i Danske Dramatikere. I COPYDAN blev meget af det, der var blevet arbejdet for siden midten af 1970’erne knæsat i Ophavsretsloven, der blev vedtaget i 1995. Og i mellemtiden var der etableret en ordning kaldet VERDENS TV. De penge der kommer ind her, stammer fra indtjeninger på retransmissioner på kabel-tv, og det er efterhånden meget store summer.

I 2018 var det 1,3 mia. kr., og i dag er det den største indtægtskilde i COPY-DAN, hvor for eksempel rettighedsindtægter fra de tre andre audiovisuelle afdelinger, AVU-medier (audiovisuelt indhold i formidlingssammenhænge), KulturPlus (tidligere blankbåndsmidler) og Copydan Arkiv (primært DR’s åbne arkiver på for eksempel websitet Bonanza) til sammen gav 134 mio. kr. i 2015. I 2019 blev der samlet set indsamlet 1,5 kr. i rettighedsmidler.

 

Hold fast i rettighederne

Når man spørger til Per Schultz’ eget værk, har han stor selvironi omkring det. Han mener ikke, at nogen kan huske, noget af det han har skrevet. Måske lige på nær DR-serien ”Nana” fra 1988 med Jesper Christensen og Barbara Topsøe-Rothenborg.

Spørger man, hvilket indtryk værklisten gør på ham selv, svarer han:

”Jeg ved sgu ikke rigtigt. Jeg har været flittig. Det er godt håndværk, og der er forhåbentlig også elementer af kunst. Jeg har oplevet det som et job. Jeg plejede at sige: ’Det er sgu ikke sikkert, det er kunst, alt hvad vi afleverer, men vi afleverer til tiden’. Jeg er nok alligevel mest stolt af mange af de her små stykker dramatik, jeg lavede i Afrika, Latinamerika og Asien i forbindelse med U-landsjulekalendere. De skulle fortælle om levevilkårene hos de børn, jeg besøgte. Det var vigtige rejser for mig, og forhåbentlig var de med til at sælge nogle julekalendere.”

Per Schultz blev senere formand for Danske Dramatikeres Forbund, der nu blot kaldte sig Danske Dramatikere, fra 2009 til 2011 og kunne følge Copy-Dan til dørs i dens mere moderne udgave, der har rakt ind i en digital tid. Siden 2011 er han dog kun mødt op til generalforsamling en enkelt gang, for som han siger:

”Der er ikke noget så irriterende som gamle formænd, der sidder og gør sig kloge.”

En ting vil han dog stadig gerne kloge sig på:

”Hvis nogen tjener penge på os, skal vi også have en del af de penge. Det er jo os, der har fundet på det hele. Vi skal derfor holde fast i vores rettigheder. Det gælder også i forhold til alle de nye medier som for eksempel streamingtjenesterne.”