Af Jacob Wendt Jensen
Foto: Ditte Valente

Karen Borup levede det meste af sit arbejdsliv af at være indlæser for Statens Bibliotek for Blinde. I sine unge dage var hun skuespiller, og parallelt med indlæsningerne skrev hun dramatik. Enkelte stykker blev opført, men de fleste forsøg blev afvist, og det husker Bo hr. Hansen tydeligt fra dengang, han endnu ikke hed ”hr..” Han er nemlig Karen Borups søn. 

– Min mor fik opført nogle radiospil, og hun var med i noget, der hed Dramatikerstudio, så hun kunne helt klart noget, men jeg husker mest tydeligt de mange situationer med afslag på afslag. Hun var medlem af Danske Dramatikere, men hun kom aldrig til at arbejde igennem med dramatikken, så derfor har jeg været lidt skræmt af den verden. Det var ikke, fordi hun satsede 100 pct. på at leve af dramatikken, men hun håbede alligevel hele tiden at få noget igennem, men fik det for det meste ikke. Frygten for, at ting ikke skulle blive til noget, har nok præget mine karrierevalg, fordi det var vigtigt at have noget at leve af,” siger Bo hr. Hansen.  

Heldigvis kom teatret og bankede på, så Bo hr. Hansen blev trukket med ind i den verden. 

– Først skrev jeg digte, som jeg syntes fungerede allerbedst, når jeg selv læste dem op på en scene. Jeg havde en drift hen imod at skrive. Jeg kunne ikke lade være, selv om jeg i en periode forsøgte at undgå det. Og dramatik? Nej tak! Men jeg havde alligevel en forsigtig fornemmelse af, at jeg måske kunne bruge mit talent i noget replikskrivning. Teatret har jeg arbejdet med i perioder, og jeg har været meget optaget af det.” 

Fascinationen begyndte i 1985 da Bo hr. Hansens bandkammerat Annette Finnsdottir fra postpunkbandet Cinema Noir lånte det lille engelsksprogede Mermaid Theatre i København. Efter Annettes ide skrev han melodramaet ’Port of Passions’ på sit bedste pop-engelsk. Steen Jørgensen fra Sort Sol var skurk.  Fascinationen fortsatte, da Café Teatret udskrev konkurrencen ved navn ”Drama på ti minutter,” hvor blandt andre Poul Borum sad i juryen. Bo hr. Hansen fik opført ’Cowboy-Gud.’ Via det kom han med i et dramaværksted på Det Danske Teater, hvor også Line Knutzon var med for allerførste gang. Carlo M. Pedersen instruerede.   

Absurditeter i lastrummet 

Bo hr. Hansens mor nåede at se sin søn få succes med at skrive. Hun er blandt andet statist i kultfilmen ’De skrigende halse’ (1993), som Søren Fauli instruerede, og Bo hr. Hansen og Fauli skrev manuskript til. Og hun opfordrede ham til at melde sig ind i Danske Dramatikere. Det var dengang, det kun kostede 50 kr. om året. Eller sådan husker Bo hr. Hansen det i det mindste. I 1997 skrev han ’Johns åbenbaring’, der skulle opføres i Bådteatret med Lars Mikkelsen, Christiane Bjørg Nielsen, Joen Bille og Vera Gebuhr. 

– Vi havde fire skuespillere til rådighed og en scene i bunden af et skib. Efter nogle samtaler med instruktør Henriette Holm Nielsen bestemte jeg mig for at skrive en undergangshistorie, hvad jeg havde stor lyst til op mod årtusindskiftet. Jeg havde set en masse Lars Norén-stykker, om mennesker der måtte forlade deres familier, fordi de var så forfærdelige. Det gav mig idéen til at gå den modsatte vej. At lave en modsat Lars Norén. Med historien om en mand der har visioner om, at jorden vil gå under. Han beslutter sig på den baggrund for at samle sin familie – en familie der egentlig for længst havde erkendt, at de ikke kunne være i stue sammen.”  

Bo hr. Hansen skrev til Bådteatrets rammer, hvor man kan mærke lidt bølgegang i ny og næ. Derfor blev Vera Gebuhrs karakter udstyret med hash, som hun blandede i de andres kaffe. 

– Jeg havde frie tøjler, og resultatet var meget godt i overensstemmelse med den lyrik og de små historier, jeg skrev for mig selv. Grotesk i sin humor og med en form for direkte poesi. I filmarbejde handler det om at lytte sig ind til instruktørens åndedræt, men her fik jeg lov til at køre ud ad en tangent.”   

Håndværket og historien 

Bo hr. Hansen kom ind på Filmskolen, mens han arbejdede sammen med Søren Fauli på ’De skrigende halse’: 

– Jeg husker tiden på skolen som et langt kaotisk forløb, der paradoksalt nok lærte mig meget om struktur. Der fik jeg for alvor øje på håndværket, og så lærte jeg ikke mindst at samarbejde. At det her med at sidde og holde på sin egne idéer og ikke tage imod andres – den går ikke. Hvis man vil have det på den måde, skal man skrive i et andet medie. Det dramatiske håndværk kræver en vis lydhørhed og lyst til at sidde omkring et bord og få en idé, som man kan gå rundt om og forskellige mennesker kan byde ind på. Jeg oplevede det lidt som den stemning, der kan være i et band.” 

Bo hr. Hansen slugte det meste af undervisningen råt. 

– Mange syntes Mogens Rukov vrøvlede meget, og det gjorde han sikkert også ind imellem, men der kom også mange guldkorn fra ham. Hele den del om ”den naturlige historie,” har jeg faktisk aldrig hørt som begreb andre steder. Den her observation med hele tiden at være bevidst om, hvad det naturlige forløb vil være i en given situation. Jeg var lang tid om at finde ud af, hvad Rukov egentlig mente, men den tilgang til historiefortælling er virkelig sund. Alle sad jo og prøvede at være opfindsomme og specielle, når vi skulle lave vores naturlige historier. Så kom Rukov bagefter og skrællede det ned til nogle helt banale forløb, der var uden digteri, og så kunne man digte videre ud fra det. Rukovs vilde fabulerende stil kombineret med en basal lærdom var en god cocktail. Jeg forbryder mig ofte mod hans principper, men de er gode at vende tilbage til, fordi du kan skabe nogle meget brugbare forløb i dine historier.”   

Samarbejde er ikke altid let  

Selv om man satser på et samarbejde, handler den slags også om kemi. – Jeg er nok ikke altid den nemmeste at arbejde sammen med. Jeg er meget lidt stædig, men på andre måder kan jeg være svær. Jeg er ikke nødvendigvis den skarpeste dramaturg, og nogle instruktører har virkelig brug for en, der er meget optaget af plot. Nogle gange har jeg alligevel overrasket mig selv og godt kunnet, men andre gange bliver det for klodset, eller man kan måske sige, at i nogle samarbejder spiller det bare ikke, og den slags kan man ikke vide på forhånd. Jeg har mit navn på et par titler, hvor jeg bagefter måtte sige: ’Okay, det var ikke lige et samarbejde, vi skal vende tilbage til’. Og det er vist gensidigt.” 

I 1995 begyndte Bo hr. Hansen at arbejde sammen med Thomas Vinterberg på et projekt til en kortfilm, der udviklede sig til ’Drengen der gik baglæns’ og siden også ’De største helte’. 

– Egentlig var det en film, Thomas Vinterberg ville lave i sin sommerferie, men vi endte med at arbejde på den i årevis. Oprindeligt var det en lille historie om en dreng, der havde nogle tvangsritualer i forbindelse med, at han skulle flytte. Men så skrev vi en baggrundshistorie til ham, der var så voldsom, at den endte med at blive hovedhistorien. I mange år havde Thomas og jeg knap så meget kontakt, men vi begyndte at arbejde sammen igen i 2019.”  

Bo hr. Hansens meritter indenfor film og TV-serier byder også på samarbejde med både Henrik Ruben Genz, Hella Joof, Niels Arden Oplev og Ole Christian Madsen. Sidstnævnte på ’Steppeulven’ (2014). 

– Vi havde begge en fascination af Eik Skaløe. Ole Christian havde lavet en tidlig dokumentar om ham, og jeg havde sat Vera Gebuhr til at synge ’Dunhammeraften’ i ’Johns åbenbaring’. Vi er meget forskellige, men jeg kunne godt bruge OC’s dynamiske tilgang til stoffet, og jeg tror han kunne bruge mit mere poetiske blik på det. Vi giver et helt igennem fiktionaliseret portræt, men jeg vil alligevel vove den påstand, at der ikke sker en eneste ting i den film, der ikke har rod i noget, der er sket i virkeligheden. Vi dramatiserede heftigt, men med baggrund i vores research.”  

Ind i forfatterrummet 

Bo hr. Hansen har også de senere år prøvet at være episodeforfatter på TV-serier, hvor han blev hentet ind fra sidelinjen. Blandt andet på Lars Mering og Claudia Boderkes ’Sygeplejeskolen’ på TV 2 Charlie. 

– Det er vist ikke så fint at arbejde på sådan en underholdningsserie. Men Lars og Claudia er hårdtarbejdende og dygtige, og med ’Sygeplejeskolen’ gik de et skridt væk fra det komiske, de tidligere havde lavet, og tog nogle modne manuskriptforfattere med. Vi havde godt nok ikke selv levet i 1950’erne, hvor serien foregår, men alle havde noget historisk viden. Det rum mindede lidt mere om at gå på rigtigt arbejde, som jeg ikke har prøvet så ofte. Jeg var totalt godt underholdt af første sæson, selv om produktionsomstændighederne gjorde, at serien blev hurtigere lavet end så meget andet. Jeg kom så med på anden sæson, og jeg havde det fint med at leve mig ind i karaktererne, selv om det er en form for eskapisme, hvor du dog godt kan strejfe mere alvorlige emner. Det var ikke et nemt job, men jeg følte mig tryg i det. Nok fordi det mindede mig om TV i gamle dage,” siger Bo hr. Hansen, der også var med til at skrive julekalenderen ’Jesus og Josefine’ (2003) sammen med Nikolaj Scherfig. 

Scherfig og Hansen havde mere eller mindre frie hænder, idet TV 2’s daværende dramachef, Adam Price, havde travlt med TV-stationens store satsning ’Forsvar’. 

– Det var mig, der blev ringet op af Bubber, som var chef for TV 2’s børneafdeling. De ville gerne lave en julekalender om kristendommen og havde købt et oplæg. Jeg ville gerne være med, men jeg vidste også, at jeg ville knække halsen alene, så jeg foreslog Nikolaj Scherfig som makker. Vi kasserede deres oplæg, og de købte den ide, vi kom med. Vi gik væk fra det ret teateragtige, der tit var over julekalendere, samtidig med at vi foretog en rejse ind i kristendommen. Det var spændende at have et stort felt at dykke ned i med religion og filosofi, og der fandt vi så på, at Josefine skulle møde en 12-årig Jesus. Nikolaj er vokset op som benhård ateist, og jeg ville nok kalde mig kristen, men blev det nærmest mindre undervejs. Han er virkelig god til plot og kunne bidrage med en masse andet. Det gav en god dynamik at gå ind i det felt sammen.”   

Snart slut? 

I sin bog knæk.idot.eik fra 2000 afslører Bo hr. Hansen, hvorfor han i sin tid har sat et ”hr.” ind i sit almindelige danske navn: 

”Jeg går på to ben, og jeg er et menneske. Jeg er som de fleste andre normal. Tanken om at være så almindelig skræmmer mig ikke, ikke længere. Jeg har kaldt mig hr. for at vække opsigt. Det er også normalt. Man vil have opmærksomhed. Det vil enhver. Man vil huskes i sin egen tid.” 

Når han ser tilbage, kan Bo hr. Hansen godt savne at skrive bøger. Han er lidt irriteret over, at han ikke har nået at skrive flere. Men der kommer altid en aktuel opgave i vejen. 

– Jeg har været med på mange bogadaptationer de senere år. Et krævende og i virkeligheden ret personligt arbejde. Men de fleste af mine helt egne idéer reserverer jeg efterhånden til mine bøger. Jeg har skrevet nogle børnebøger de senere år og min seneste digtsamling (ud af i alt fem, red.) tilbage i 2011.Jeg har skrevet nok til endnu en digtsamling, men den skal redigeres, og det kommer hele tiden til at træde i baggrunden. Jeg har en familie at forsørge, så det er også vigtigt, at vi har noget at leve af. Det slider at være freelancer, så nogle gange kan der godt gå erhverv i det, hvor der er for lidt tid til at fordybe sig,” siger Bo hr. Hansen. 

Han håber at lave om det på ved at skalere familiens privatøkonomi ned. 

– Det er ikke engang, fordi vi sidder særlig dyrt i det. Lige før jeg blev 50 år, var jeg sikker på, at jeg snart måtte finde på noget andet at lave, for nu måtte det vel snart være slut. Der måtte da på et tidspunkt komme en yngre generation og skubbe mig væk? Men det er ikke sket endnu. Måske kommer det lige pludselig en dag. Jeg har haft noget at lave hele tiden, og jeg er glad for at kunne sige, det er mit arbejde. Nogle gange føles det som et kald, mens det andre gange bare er min egen lille forretning, som jeg er stolt af.”   

Bo hr. Hansen (døbt Bo Erhard Hansen), født 1961.