Jurist med interesse for ophavsret og kontraktforhandling søges
Danske Dramatikere søger en jurist til forhandling af vores medlemmers kontrakter indenfor film, tv, teater og podcast.
Danske Dramatikere er en interesseorganisation for manuskriptforfattere og dramatikere. Vi varetager vores medlemmers faglige, økonomiske og ophavsretslige interesser og arbejder for de mest fordelagtige vilkår for manuskriptforfattere og dramatikere.
Dine primære arbejdsopgaver omfatter
- Forhandling af manuskript- og dramatikeraftaler inden for områderne film, tv, teater og podcast
- Øvrig sagsbehandling for og rådgivning af forbundets medlemmer
I jobbet får du direkte kontakt til forbundets medlemmer, og du vil skulle forhandle direkte med producenter, tv-stationer, streamingtjenester og teatre.
Vi forventer, at du
- er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur., men hvis du er på dit sidste semester af kandidaten, vil du også kunne komme i betragtning til stillingen.
- har erfaring inden for film-/tv-/teaterbranchen eller i hvert fald har en stor interesse for området. Det vil også være en fordel, hvis du har erfaring fra ophavsretsområdet, men kandidater på det sidste semester og nyuddannede vil også kunne komme i betragtning.
- har stærke forhandlingskompetencer, stor indfølingsevne, er initiativrig, udadvendt og kan arbejde selvstændigt.
- kan manøvrere i en hektisk hverdag.
- er løsningsorienteret og samarbejdsvillig.
Vi tilbyder
Et spændende job i et kunstnerisk og levende miljø med mulighed for både faglig og personlig udvikling. Vi har adresse i indre by i et kontorfællesskab med Danske Filminstruktører og Foreningen af Danske Sceneinstruktører.
Du kommer til at indgå i et uformelt sekretariat, hvor et godt arbejdsmiljø prioriteres højt. Sekretariatet består af seks øvrige medarbejdere. Vores juridiske team består i alt af 3 jurister. Stillingen er på fuld tid, og løn forhandles individuelt og efter kvalifikationer. Hvis du er på dit sidste semester af din kandidat, kan den ugentlige arbejdstid nedsættes i den periode, hvor du studerer, for derefter at blive sat op til fuld tid, når du har afsluttet din kandidat.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til forbundets chefjurist Cathrine Skovsted på cs@dramatiker.dk.
Ansøgning, CV samt relevante bilag sendes via nedenstående ansøgningslink. Ansøgningsfristen er søndag den 13. august 2023. Vi afholder samtaler løbende og ønsker, at tiltrædelse kan ske hurtigst muligt.