Tid og penge krymper forfatterrummene. Færre forfattere skal skrive mere, men hvad betyder det for såvel skriveprocesser, nye forfattere som de færdige serier? Vi har spurgt Thomas Porsager, Jesper Fink og Christian Bengtson.

Thomas Porsager, Jesper Fink og Christian Bengtson kender hinanden fra Valdes Jul, hvor de alle tre var hovedforfattere, også på den anden ombæring, der kommer denne december. Thomas og Jesper mødte først hinanden på Zulus halvtreds afsnit lange sit-com Sjit Happens, der løb fra 2012 til 2017.

– På Sjit Happens havde man en ambition om et stort sitcom-forfatterum efter amerikansk forbillede. Det gav jo plads til en ung og uprøvet én som mig, for der lå ikke alt for meget ansvar på den enkelte episodeforfatter. Siden dengang har jeg udelukkende arbejdet i mindre forfatterrum, og jeg har helt klart en fornemmelse af, at rummene generelt er blevet mindre, siger Thomas Porsager.

– Ja, og det bliver de også, supplerer Jesper Fink. – Sådan et forfatterrum, som vi havde på Sjit Happens’ tredje sæson tror simpelthen ikke findes længere. Det handler om tid og penge (hvilket er to sider af samme sag). Der er ikke penge til at have lange storyline-forløb med mange forfattere ansat, og så bliver det hurtigt til at hovedforfatteren eller hovedforfatterne laver storylinen selv. Og næste skridt bliver så at spare episodeforfatterne helt væk, for deres arbejde bliver mindre værd når de ikke har siddet med i storyline-delen. Vi gjorde det jo selv på Valdes jul sæson 2, efter en sæson 1, hvor Thomas og jeg oplevede, at vi ikke fik nok ud af nogle ellers meget dygtige og dedikerede episodeforfattere, fordi der ikke var økonomi til at have dem med i storyline-rummet. Derfor fik vi Christian med som tredje hovedforfatter, og det fungerede supergodt. Men som branche er vi nu et sted hvor det generelt er én eller to hovedforfattere, der laver det meste, og så kommer der evt. episodeforfattere ind, men kun når der skal skrives. Og det synes jeg er synd, både for projekterne, der misser input, men også for den nye generation, der ikke får del i den mesterlære, som tidligere generationer har nydt godt af.

– De store forfatterrum kom også med en fornemmelse af at have god tid, også til research. Nu er det helt modsat, siger Christian Bengtson og fortsætter: – Der er en tone af, at historien er noget man finder på, når man skriver synopsis og treatment. Alle pengene ligger i selve skrivearbejdet, og det gør, at hovedforfatteren nærmest er den, der er dårligst lønnet. Og som Jesper også siger, så tror jeg, at vi kommer til at se en voksende tendens, hvor hovedforfatterne gør det hele selv af nød. Eller hvor fordelingsnøglen bliver skruet sammen på en måde, som gør, at mange af pengene kommer senere, hvor hovedforfatteren tager over. Det er en ærgerlig tendens, som også gør, at den nye generation møder en lukket dør.

– Ja, og det har jo ophav i, at rammerne har forandret sig, supplerer Thomas Porsager. – Det vil sige tiden og budgettet. Hvis kagen er mindre, prøver man også at dele den ud på færre personer, og er måske ikke lige så villig til at tage chancer med nye. På Valdes Jul 2 lavede vi en lidt speciel konstellation med tre hovedforfattere, men det kunne vi også kun, fordi vi kendte hinanden, og vidste at vi kunne levere til tiden og til den standard, alle forventede. Ellers havde det været alt for risikabelt.

Fink: – Og så er julekalender-formatet jo lidt specielt. Der er et enormt pres, fordi hele planen ligger klar fra start, og der ikke er plads til forsinkelser. Så derfor går man med det sikre. Men jeg oplever generelt i TV-delen af vores branche, at der er et konstant pres for at speede processerne op, så man kommer på manus hurtigst muligt. Det er noget, vi skal blive ved med at hjælpe hinanden med at holde fast i: At der skal være tid og penge til grundig udvikling, som jo er “usynligt” i forhold til håndgribelige manuskripter.  

Bengtson: Der er helt klart en problematik i, at når processerne bliver kortere, bliver de meget lidt udviklende og i høj grad afviklende. Det lider historierne under.

– Ja, og den udviklingsproblematik rammer de unge forfattere, supplerer Porsager. At skrive TV-serier handler om at få erfaring og kilometer i benene og den plads skal jo skabes.

Fink: Jeg er totalt enig. Vi er nødt til at sikre, at den erfaring vi opbygger enkeltvis, ikke bare forbliver i vores eget lukkede rum, men at den kommer andre til gode. Og det sker bedst ved at hyre unge episodeforfattere og assistenter til forfatterrummene. Vi har de sidste år set en tendens til at serierne er blevet kortere og kortere, hvilket selvfølgelig gør det mere besværligt, men forhåbentlig er det en tendens, der vender. Jeg drømmer i hvert fald om, at der kommer gang i nogle long running-serier på mange sæsoner, hvor der kan opstå mere langvarige systemer med et flow af talentmasse og erfaringsdeling, som vores branche virkelig har brug for. Vi ser det med Sommerdahl, og jeg ved, at der er flere lignende projekter i støbeskeen forskellige steder. Jeg er indtil videre optimist, men selvfølgelig bliver det et tovtrækkeri at sørge for, at der bliver sat penge af til rigtige levende forfattere og assistenter i en økonomisk presset tid, hvor AI også banker på døren. 

– Ja, og man kan prøve at insistere på at have en manuskriptassistent med skrive-ambitioner. Det er et billigt ekstra hoved at have i rummet, og erfaringen er guld værd for folk, der gerne vil skrive til TV, supplerer Thomas Porsager.

– Der har vi også selv et ansvar, siger Christian Bengtson. – Jeg er enig med Jesper og Thomas i, at man skal pushe for, at der skal ungt og nyt blod ind i et forfatterrum, så det ikke bliver det samme støvede hold, som skal ind i manegen igen. Men det kræver noget ekstra at starte helt nye arbejdsrelationer, og det her er, at det karambolerer med den afviklende tendens i processerne: der er ikke tid og penge til at prøve af og undersøge og træde ved siden af. Maskinen skal virke fra dag ét.