FAQ: Forstå YouSees retssag mod rettighedshaverne

FAQ: Forstå YouSees retssag mod rettighedshaverne

OPDATERING 2.12.2024: YOUSEE OG RETTIGHEDSHAVERNE HAR INDGÅET MIDLERTIDIGE AFTALER, MENS RETSSAGERNE PÅGÅR.

 
Uagtet parternes uenigheder er parterne dog enige om, at der skal være ordnede forhold under sagsbehandlingen, og parterne har derfor den 29. november 2024 indgået midlertidige aftaler. Aftalerne indebærer, at betalingerne fra YouSee i det væsentlige kan fordeles til de individuelle rettighedshavere uden risiko for krav om senere tilbagebetaling.
 
Jørgen Ramskov, talsperson for rettighedshaverne og forperson for Copydan Verdens TV, siger:
”Rettighedshaverne ønsker at få fastsat tariffer og vilkår af de kompetente juridiske organer. Mens dette sker, er det helt afgørende for os, at brugen af rettighederne sker under ordnede forhold, og at rettighedshaverne får en betaling for brugen af deres indhold. Det er nu lykkedes med disse aftaler, hvor vi så at sige er blevet enige om at være uenige på en måde, der tilgodeser alle parter.”
 
Christian Morgan, CEO for YouSee, siger:
“Vi har fundet en løsning, som alle kan se sig selv i. Det har været vigtigt for alle involverede. Vi er fortsat uenige om de grundlæggende forhold, men vi har med disse midlertidige aftaler skabt tid og ro til, at den rette instans kan hjælpe os med at løse vores tvist”.
 
 
 
 

1)  Hvad er det, YouSee har gjort?

15. marts 2024 opsagde YouSee alle aftaler med rettighedshaverne i regi af UBOD, Koda og Copydan til ophør pr. 1. april 2024 og indleverede stævning ved Sø- og Handelsretten uden varsel for at nedbringe rettighedsbetalingen med mere end 70%. Skønsmæssigt kan sådan en retssag vare fem til syv år.

YouSee fortsætter med at sælge vores film, tv-programmer mv. til deres tv-kunder, til trods for at der altså ikke er en gældende aftale (opdatering 2.12.24: der er nu indgået midlertidige aftaler).

2) Hvad betyder det for os som rettighedshavere?

Omkring halvdelen af de midler, vi i Danske Dramatikere hvert år udbetaler til rettighedshavere, kommer fra Copydan Verdens TV, hvoraf rettighedsbetalingerne fra YouSee, som den enkeltstående største danske tv-distributør, udgør en betragtelig del.
Den aftale er nu opsagt fra YouSees side og med søgsmålet er der en reel risiko for, at afregningen af disse midler vil blive meget begrænset. Det vil næppe få betydning for udbetalingerne til efteråret ’24, men kan altså påvirke de rettighedsvederlag, der udbetales fra 2025 og frem.

3) Men YouSee siger jo, at de gerne vil betale mens retssagen kører, så hvad er problemet?

YouSee har tilbudt at betale et a conto-beløb til dækning af de manglende rettighedsbetalinger, mens sagen står på. Efter at man fra koncernens side meldte ud, at man havde betalt alle skyldige beløb til Copydan, overførte man et højt beløb til Copydan uden at specificere, om dette var en glemt betaling eller hvordan beløbet skal fordeles. 

Det er vigtigt at fastslå, at den slags overførsler uden aftale om, hvad et givent beløb dækker, ikke er en gangbar løsning. Ingen af de organisationer, der udbetaler rettighedsvederlag, kan udbetale dele af et a conto-beløb, som vi dels ikke aner, hvad dækker eller hvordan skal fordeles, og som vi kan risikere at skulle betale en betragtelig del af tilbage i det tilfælde, at YouSee mod forventning får delvis medhold. Læs bestyrelsesleder af Copydan Verdens TV, Jørgen Ramskovs svar på a conto-beløbsproblemet, hvor han bl.a. forklarer, at Copydan sandsynligvis er nødt til at tilbageføre pengene, når de ikke kan fordeles.

Derudover har YouSee også stillet krav om betaling af strafrenter på ca. 11 %, hvis en del af betalingen skal returneres. YouSee har samarbejdet med rettighedshavere i så mange år, at de udmærket godt ved, at en sådan a conto-betaling med tilbagebetalingsrisiko er det samme som ingen betaling.

4) Hvorfor er det et problem, at YouSee viser vores film og tv-programmer, mens vi afventer, at sagen bliver behandlet ved domstolene?

YouSees ageren svarer til, at du går ind i en butik, tager en vare på hylden og siger til ekspedienten, at du kommer tilbage og betaler, når I er blevet enige om en pris om fem-syv år. Det er en usikkerhed, som ingen brancher kan leve med og som truer bæredygtigheden i dansk film og tv voldsomt.

5) YouSee hævder, at rettighedsbetalingen er steget betragteligt de seneste ti år, er det rigtigt?

Rettighedsbetalingen er ikke steget betragteligt i de seneste ti år. Rettighedsbetalingen til rettighedshaverne i regi af Copydan, Koda og UBOD har været nogenlunde konstant og udgør i dag en faldende del af tv-pakkernes pris. YouSee har imidlertid selv ønsket at tilkøbe flere rettigheder, som bl.a. gør, at deres kunder kan se tv og film, når de vil, hvor de vil.

Samtidig fylder det danske indhold – film og tv-programmer – mere i dag end for 10 år siden. Og når mængden af rettighedshavernes film og tv-programmer stiger, stiger betalingen også. YouSee køber med andre ord mere i rettighedshavernes butik, og derfor bliver den endelige regning også større.

I kroner og øre:

YouSee betalte i 2023 72 kr. til rettighedshaverne i regi af Copydan, Koda og UBOD for indholdet om måneden for en fuldpakke. Det svarer til 10,3% af prisen. Penge som gik til tv-stationer, producenter af film, musik og tv, manuskriptforfattere, skuespillere, fotografer, filmklippere og mange, mange flere. Selvom YouSee altså har købt flere rettigheder, er det denne betaling, de kræver nedsat fra 72 kr. til 20 kr. om måneden for en fuldpakke. Prisen for en fuldpakke hos YouSee i 2024 er desuden steget til 759 kr. om måneden.

År

YouSees pris for en fuld tv-pakke pr. måned

Betaling for rettigheder pr. måned

2023

699 kr.

72 kr.

2024

759 kr.

20 kr. (kravet fra YouSee)

 

7) Hvorfor er rettighedsbetalingen højere i Danmark end i fx Sverige?

Prismodellen for rettigheder er meget forskellig på tværs af landene, og kan ikke sammenlignes, da der er forskelle i lovgivning, markeder og rettighedshavere. I Danmark indgår der flere rettigheder i tv-pakkerne og i Norge og Sverige er tv-reklame-finansieringen væsentligt større end i Danmark.

8)  Hvad har rettighedshaverne kunnet gøre for ikke at ende i denne situation?

Alle os, der producerer film og tv, har forhandlet med YouSee i et år og forsøgt at komme YouSee i møde for at undgå en årelang konflikt.

Vi er helt ok med, at betalingen prøves og har foreslået YouSee at gå til Ophavsretslicensnævnet, som netop er skabt af Folketinget til det formål. Her ville sagen kunne afgøres relativt hurtigt i modsætning til ved domstolene, hvor en sag vil kunne trække ud i fem-syv år eller mere.

Dette har ikke været YouSees ønske og som det ser ud lige nu, er en langtrukken retssag udelukkende i YouSees interesse.

9) Hvad kan vi rettighedshavere gøre nu?

Så længe der ikke er nogen aftale om at bruge vores film og tv-programmer, og YouSee fortsætter med at bruge indholdet, vil vi gøre, hvad vi kan for at stoppe det. Derfor arbejder producenter og kunstnere lige nu for et forbud mod visning af programmerne.