Vi er startet fra bunden

Filmbranchen fik et chok, da Det Danske Filminstitut i juni offentliggjorde deres undersøgelse om kønsfordelingen i dansk film.

”Dansk film er på store områder kendetegnet af en skæv kønsfordeling. Man kan med god grund bekymre sig over, om det har den konsekvens, at vi ikke fuldt ud opnår den kvalitet, som vi ellers kunne,” var ordene, som instituttets administrerende direktør Henrik Bo Nielsen knyttede til undersøgelsens resultat. Danske Dramatikeres egen medlemsundersøgelse viste også skævheder, ikke så grelle, men dog stadig nogle, der gjorde opmærksom på, at kvindelige manuskriptforfattere oplever diskrimination i ansættelsesforhold og løn i forhold til deres mandlige kolleger. En del kvinder forsvinder ud af branchen efter nogle år, fordi de ikke kan finde fodfæste.

Filminstituttet nedsatte tre aktionsgrupper til i dette efterår at debattere problematikker og løsningsmuligheder for kønsproblematikken i dansk film. I denne måned afslutter grupperne deres arbejde for denne gang. Manuskriptforfatter og bestyrelsesmedlem i Danske Dramatikere, Jenny Lund Madsen, har været ankerperson for at identificere barrierer og stille spørgsmålene “hvorfor – og hvordan laver man om på det?”. Vi har bedt hende om en midtvejsrapport.

- Vi er startet fra bunden. Det er jo et emne, som aldrig rigtig er blevet taget alvorligt før. Og det er kommet bag på mig, at der sine steder faktisk er en vis modstand mod ligestilling i filmbranchen. Jeg gik ind i arbejdet ud fra den tanke, at en form for ligestilling var noget, vi alle sammen gerne ville have og kunne se en fordel i. I Danske Dramatikere er vi fx meget enige om, at det er et vigtigt arbejde og fokusområde. Men der er andre dele af branchen, hvor debatten præges af store uenigheder.

- Nu er der jo så kommet en del tal på bordet, der peger på en meget skæv fordeling. Filminstituttet har deres tal, som er grelle, og i Danske Dramatikere har vi vores egen statistik fra forårets medlemsundersøgelse, som ikke er alarmerende i samme grad, men som ikke desto mindre røber en problematik. Så er næste udfordring at komme fra der, hvor man anerkender de tal, der peger på en skæv og nogle gange meget skæv fordeling, og så til konkrete løsningsforslag.

Jeg tror, at det vigtigste, vi kan gøre lige nu, er at starte en debat og få folk til at reflektere over deres processer.

Jeg tror, at det vigtigste, vi kan gøre lige nu, er at starte en debat og få folk til at reflektere over deres processer.

- Der er repræsentanter for forskellige dele af branchen i grupperne, og jeg ved, at der er flere, som troede, at de havde en nogenlunde ligelig fordeling af mænd og kvinder, som har opdaget, at det langt fra forholder sig sådan. Så det drejer sig også om bevidstgørelse og om at der jo ikke er nogen, der bevidst udelukker andre. Ofte er man bare blind for egne dispositioner. Jeg tror ikke, der er nogen, der bevidst diskriminerer og siger, at ”det er mig, der ikke vil lave film med kvinder.” Og netop derfor er det enormt vigtigt, at man ikke polariserer debatten og peger fingre.

- Men film- og tv-branchen er også en meget konkurrencepræget branche. Der er få penge til en masse projekter og dem slås vi om. Det betyder også, at fordi der er så meget på spil og så stor angst for ikke at præstere, tenderer man til at vælge de samarbejdspartnere, man ved fungerer eller dem, der har gode indgange til Filminstituttet. Man er mindre tilbøjelig til at prøve noget nyt for at ændre nogle af de skævheder, vi har fokus på.

- Det er et strukturelt problem. Man har været tilbøjelig til at sige, at man vælger ’kvalitet’ uden at kigge fx på køn. Men hvad er kvalitet? I vores gruppe har vi diskuteret en del, om det kvalitetsbegreb ikke er lidt firkantet og lidt ’hvid-mands-blik’-genereret og hvordan man genkender kvalitet, hvor man ikke har set det før. Jeg tror ikke det hjælper bare at skifte kvinder ind i de her magtpositioner, for vi er alle sammen kodet med nogle bestemte forestillinger om kvalitet. Og dem kan vi godt bryde ud af.

- Spørgsmålet er selvfølgelig også, om vi skal have kvoter ligesom i Sverige. Det er selvfølgelig en politisk beslutning. Og det er et temmelig voldsomt instrument, og måske kan man gøre det mere raffineret og subtilt. Måske skal man kigge på talentudviklingen? Hvor går det galt? Hvor kan man sætte ind med en ekstra indsats, så kvinderne ikke falder fra tidligt? Er det barselsordninger eller andre arbejdsmarkedsrelaterede problematikker, vi skal kigge på? Det er for så vidt ting, vi ikke kan ændre lokalt.

- Jeg tror, at vi kan få en rigere film-åre ved at undersøge de her spørgsmål. Det handler ikke kun om retfærdighed i fordelingerne, det handler også om at få et bredere billede og om at film skal afspejle vores samfund. Det skal ikke kun være den øvre middelklasse, der laver film, fordi man så kun har adgang til en bestemt type fortællinger. Jeg tror, vi må arbejde i retning af at gøre op med forestillingerne om, hvad mænd kan og hvad kvinder kan. Selvfølgelig har man sit køns erfaringer med sig, men derudover er vi jo enormt forskellige. Der er bare en tendens til, at når man kommer som kvindelig manusforfatter med en kvindelig instruktør, så må filmen også være en kvindefilm. Og hvis producenten som kommer til at tænke, at ”vi jo allerede har lavet én kvindefilm i år”, så reproducerer man altså nogle uhensigtsmæssige vaner.

- Selvom det her projekt er meget kortvarigt og koncentrerer sig om kortsigtede løsninger og konkrete tiltag, så er hele baggrunden jo virkelig langsigtet. Vi må også sørge for at vi ikke har det samme problem om ti år.

- Heldigvis er det ikke en diskussion, vi står alene med. Den er allerede blevet global og der kommer adskillige undersøgelser fra USA om hvordan kønsbilledet tegner sig på film og tv. Man har fx optalt digitalt, at i en gennemsnitlig TV-serie taler mænd dobbelt så meget som kvinder.

- Det er ikke en kønskamp. Det er ikke drengene mod pigerne. Jeg tror på, at man kan gøre noget ved denne problematik gennem samarbejde, oplysning og nogle konkrete, præcise tiltag. Men gode intentioner er heller ikke nok.

Blandt de yngre mandlige manusforfattere, dvs. dem under 40, tjener 40 pct. af mændene 200.-500.000 kr./år, mens kun 20 pct. af de yngre kvinder kommer derop.

55 pct. af yngre kvinder tjener mindre end 200.000 kr./år.

67,5 pct. af kvinderne er medlem af en a-kasse mod 39 pct. af mændene.

77,5 pct. af kvinderne har perioder uden

Blandt de yngre mandlige manusforfattere, dvs. dem under 40, tjener 40 pct. af mændene 200.-500.000 kr./år, mens kun 20 pct. af de yngre kvinder kommer derop.

55 pct. af yngre kvinder tjener mindre end 200.000 kr./år.

67,5 pct. af kvinderne er medlem af en a-kasse mod 39 pct. af mændene.

77,5 pct. af kvinderne har perioder uden