I løbet af de sidste fire årtier har Copydan ændret måden at være manuskriptforfatter på. Derfor har vi lavet en folder til dig, der modtager vederlag fra Copydan for dine værker.

Der er de sidste fire årtier blevet skabt et økosystem for dansk film og tv, som vi kalder den danske model. Det betyder, at når dine værker vises på tv eller stilles til rådighed af en streamingtjeneste, så får du penge som manuskriptforfatter. Det er penge, som kommer ud over dit oprindelige honorar, men som de fleste manuskriptforfattere regner med på lige fod med andre indkomstkilder. Fundamentet for modellen er, at kunstneren ikke købes ud af produktionen, men bevarer sine rettigheder og derfor modtager penge, når værket bruges. 

Det er en ordning, der i tidens løb har vist sig som et særdeles godt grundlag for at kunne levere en stor mængde dansk indhold i høj kvalitet. 

Ordningen har i en årrække baseret sig på, hvad der bliver vist på de danske kanalers sendeflader. 

I de senere år er streamingtjenesterne som bekendt kommet til - udenlandske og danske - og den form for brug af produktioner skal også indpasses i den danske model.

Det betyder, at et nyt kapitel i historien om den danske model er ved at blive skrevet. Her er det endnu engang altafgørende, at kunstneren også bevarer sine rettigheder, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan bevare en model, hvor man som kunstner bliver betalt for at andre tjener penge på det indhold, man har været med til at skabe. At få dét igennem er en kompleks forhandling, hvor det er essentielt at vi står sammen både som faggruppe og i det brede samarbejde i Copydan og andre organisationer.

Christina Bergholdt Knudsen har siden 1. januar 2017 været direktør for Danske Dramatikere. Hun har været ansat i forbundet siden 2009 og er uddannet jurist.

Foto: Sofie Amalie Klougart